Et nyt liv

I fredags sidste skole dag, før påske ferien, snakkede min klasse om døden. De kom med forskellige bud på hvad der ville ske, efter vi dør. Et geni fra min klasse, ved navn Rasmus, en meget klog dreng, fortalte os, at vi vil få et nyt liv efter døden. Det er vel dét man kalder overtro? Det fik mig ihvertfald til at tænke. Jeg vil ikke have et nyt liv, efter døden. Godt nok ville jeg ønske jeg havde noget mere makerede kindben, mindre fransbrøds kinder, og langt mørkt hår. Men alligevel? Der er jo så mange ting, vi alle ønsker os ved os selv, som vi ikke har, eller kan få. Jeg havde haft en tankegang siddende i min jerne hele livet, om, at når vi døde, ville vi få fred. Og jeg synes faktisk det lød ret fristende. Når man er gammel og rynket, og parat til at dø, eller, det er selvfølig muligt at vi dør unge, men alligevel.. Når vores liv er ved at slutte, så må man da også synes.. At det er ok? Efter et langt liv, med nedture, og opture, hvorfor vil man så dø, og blive født på ny? Det ville jeg ihvertfald ikke. Så før jeg dør, vil jeg være så smigern, over mine forældre og søstre og bedste forældre, fordi i mit nye liv, kommer jeg måske aldrig til at kende dem igen.