Ondt indre

Jeg får det dårligt, når jeg ser hvad der foregår i Japan for tiden. Det er så frygteligt. Mit hjerte gør helt ondt, når jeg ser de grædende børn, der aldrig vil blive hele igen. De mistede alt, på under en halv time. Der kom en tsunami. De var jo slet ikke forberedt? Alle deres ting.. Deres familie. Børn der sulter. Når jeg stænker mig selv et glas vand, tænker jeg nogle gange på, at dét glas vand der slukke min tørst, som jeg desuden hele tiden kan slukke, ville kunne havde reddet et andet barn, i de fattige lande.  En rugbrøds mad ville betyde alt for dem. Men for os betyder det ingenting. Vi gider faktisk ikke spise rugbrøds madder, fordi vi kan spise chokolade i stedet. Jeg kan mærke hvor uretfærdigt jeg synes landet ligger, med hensyn til det. De børn vil jo aldrig kunne få det godt igen, efter en så voldsom oplevelse, som at alting lige pludselig er væk. De må være så bange, hele tiden. Når jeg bliver gammel nok til at kunne hjælpe de fattige lande, at arbejde for en fond der hjælper fattige børn, vil jeg vige mit liv til det. Jeg vil have det fantastisk med, at kunne hjælpe dem der har det værdst.